Hund fundet død efter ild i rækkehus

FREDERIKSVÆRK: Beboerne i flere lejligheder på Skovfogedengen måtte natten til torsdag forlade deres hjem, da der udbrød brand i en af boligerne. Flere brandkøretøjer fra brandstationen i Helsinge blev sendt til Frederiksværk til assistance under den voldsomme brand. 
Branden blev anmeldt til 1-1-2 kl. 01.46 og allerede her var ilden så kraftig, at den kunne ses godt 500 meter væk i nattemørket. Beboeren i den lejligheden hvor branden startede var heldigvis ikke hjemme, da branden startede, men kom hjem mens brandvæsenet var i gang med slukningsarbejdet.

Brandkøretøjer fra Frederiksværk og Hundested hastede til stedet, mens der kort efter også blev slået alarm til brandmandskabet i Helsinge om at komme til assistance med sprøjte og tankvogn.

Ingen personer kom til skade under den voldsomme brand, men en hund blev fundet død i den ene af de to udbrændte lejligheder under slukningen af branden.

Ilden var stort set nedkæmpet i løbet af en times tid, men der foregik efterslukning af brandstedet til henad morgenstunden. Politiet var massivt tilstede og det forlyder torsdag morgen at det ikke kan udelukkes at branden var påsat.

Politihjemmeværnet var derfor indsat natten igennem til at bevogte brandstedet, som i løbet af formiddagen blev overtaget af politiets brandteknikere.

(Foto: Allan Andersen)