Kvinde udgav sig for ‘undercoverbetjent’

KORSØR: Søndag aften blev en mand fra Korsørvej i Slagelse kontaktet på sin adresse af en yngre kvinde, som udgav sig for at være undercoverbetjent, men ikke viste nogen form for legitimation.

(Modelfoto: Rigspolitiet)

Den skumle ‘undercoverbetjent’ fortalte den 27-årige mand at politiet ville komme og undersøge hans hjem, og herefter forsvandt hun. Ikke helt uventet har det vist sig, at der formentlig har været tale om en falsk betjent.

Ifølge politiets bestemmelser skal en politibetjent, der er i civil påklædning, sikre sig, at borgerne er klar over, det er politiet – i givet fald ved at vise sin politilegitimation. Det hedder sig også, at legitimationskortet altid skal forevises på opfordring.