Mand amok: Tæskede håndværkere med skovl og påkørte uskyldig mand

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HØJBY SJ: Mandag eftermiddag kl. 14.53 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en 57-årig mand fra Højby Sj., som var blevet forfulgt og overfaldet mens han kørte på sin ATV og nu gemte sig på en grusvej i Nyrup.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Under kørslen blev han forfulgt af en hvid VW Transporter varebil, hvis fører på Udlodden, Nykøbing Sj., påkørte ATVen med hastigheder på omkring 60 km/t. Køretøjerne standsede på et tidspunkt, hvorefter den mandlige fører af varebil tildelte den 57-årige flere knytnæveslag og spark, inden han tog ATV’ens nøgler og kørte fra stedet i varebilen.

Politiet fandt på Udlodden en nummerplade, som varebilen havde tabt i forbindelse med påkørslen. Nummerpladen var dog meldt stjålet tidligere på dagen i Asnæs.

Politiet leder nu efter føreren af varebilen, der blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25-30 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Tatoveringer i ansigtet samt halsen, Talte: Dansk, Iført: Sort jakke, orange/rød hættetrøje, mørke bukser, samt selve varebilen, der formentlig har mindre skader foran.

Voldsmand slog til igen
Ligedes mandag kl. 16.16 anmeldte to håndværkere, at de under kørsel på Skovvejen fra Holbæk mod Jyderup var blevet presset bagfra af en hvid varebil, der kørte dels meget tæt på, dels op på siden af håndværkerbilen. Føreren af den hvide varebil fulgte med til Lyngvej, Jyderup, hvor håndværkerbilen standsede.

Føreren af den hvide varebil standsede også, steg ud, tog en skovl fra varerummet og slog en 38-årig mand fra Fårevejle med skovlen, ligesom han fik slag på kroppen. Den vrede mand slog endvidere skovlen ind i bilen, ligesom han med varebilen bevidst påkørte en anden håndværkers bil, da håndværkeren forlod stedet.

Til sidst kørte manden i den hvide varebil i retning mod Skovvejen og forsvandt i ukendt retning. Voldsmanden blev i denne sag beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 35-40 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: tatoveret op ad halsen., Talte: Dansk, Iført: sort jakke, grønne bukser.

En anmeldelse indløb kort før kl. 17 og lød på slagsmål mellem familiemedlemmer på en adresse i Jerslev Sj., Kalundborg kommune, hvor en søn til sidst var kørt fra stedet i en hvid varebil. Politiet fik efter afhøring af en 48-årig mand fra Jerslev Sj., som var noget oprevet over hændelsen, klarlagt, at føreren af den hvide varebil i alle tre anmeldelser efter al sandsynlighed var identisk med en 28-årig mand fra Kalundborg.

Ham vil politiet nu meget gerne tale med i relation til de tre modtagne anmeldelser, men han var indtil videre ikke fundet tirsdag eftermiddag

Lokalpolitiet i Holbæk/Kalundborg hører gerne fra vidner/bilister, som måtte have observeret den hensynsløse kørsel i både Odsherred og i Jyderup-området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.