Røveri mod Fakta og en kunde

HIRTSHALS: Lørdag aften var en Fakta forretning udsat for et røveri kort før kl. 21, og en kunde blev ligeledes frarøvet sin tegnebog.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Lørdag aften kl. 20.57 modtog Nordjyllands politi via 1-1-2 en alarm fra Fakta, idet de netop havde været udsat for røveri. En mand havde indfundet sig i forretningen og havde beordret personalet til, at fylde spiritusflasker og cigaretter i en pose. Han beordrede også personalet til, at give ham penge fra kassen.

Gerningsmanden var ikke bevæbnet.

Gerningsmanden indhenter en kunde som forsøger at løbe fra stedet og trækker kunden tilbage til butikslokalet, hvor gerningsmanden forlanger kundens tegnebog udleveret. Gerningsmanden stjæler et ukendt beløb fra pungen og smider efterfølgende pungen.

Kunden får efterfølgende fat i sin tegnebog og forsvinder fra stedet.

Efter røveriet forlod røveren butikken i ukendt retning, og undkørte formentlig på en knallert. Efterforskningen førte til, at der kl. 23.52 i Hjørring skete anholdelse af en 36-årig mand fra Hirtshals som med en bus var kørt til Hjørring.

Der blev fundet en del af de stjålne effekter hos den anholdte, og i løbet af søndagen vil det blive besluttet om der evt. skal ske fremstilling i grundlovsforhør.

Nordjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med den kunde som var udsat for røveri samt personer som var vidne til røveriet – både mod butikken og mod kunden.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.