Sigtelser i sag om ulovlig kystbeskyttelse

Nordjyllands Politi har nu rejst sigtelser i sagen om den ulovlige kystbeskyttelse ved Lønstrup. Det var Kystdirektoratet, der den 4. januar 2018 anmeldte sagen til politiet, idet der i løbet af december 2017 var blevet foretaget ulovlig kystsikring af nogle arealer syd for Lønstrup.

(Foto: Rigspolitiet)

Politiet har siden anmeldelsen derfor efterforsket i sagen, og det er denne efterforskning, der nu har givet grundlag for, at politiet kan rejse sigtelser mod flere aktører for dels at overtræde kystbeskyttelseslovgivningen, dels for at overtræde naturbeskyttelsesloven.

Det oplyser lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Politiet sigter Grundejerforeningen Sdr. Omfartsvej 314 og personligt to mænd på henholdsvis 66 år og 37 år for overtrædelserne.

”De sigtede har ikke ønsket at tage stilling til sigtelserne eller i øvrigt udtale sig til politiet,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Politiet anser efterforskningen i sagen for afsluttet, hvilket betyder, at sagen er sendt til Anklagemyndigheden til juridisk vurdering.

Overtrædelse af kystbeskyttelseslovgivningen og naturbeskyttelsesloven kan betyde store bøder på adskillige tusinder kroner, ligesom der kan blive givet påbud om oprydning af de arealer, der er blevet kystsikret ulovligt.

Politiet har ingen yderligere oplysninger i sagen.