Spritbilist var eftersøgt til fogedretten

FREDENSBORG: En 59-årig mand blev klokken 00.50 natten til onsdag standset på Lundebakken i Fredensborg, hvor politiet gennemførte en målrettet indsats for at kontrollere de bilister, som passerede.

(Modelfoto)

Den 59-årige blev således standset og ved nærmere eftersyn, viste det sig, at han ikke alene havde indtaget alkohol i en sådan grad, at hans promille oversteg det tilladte men, at han også var eftersøgt i forbindelse med to udestående sager i fogedretten.

Den 59-årige blev derfor taget med til politistationen, og i løbet af formiddagen fulgt til afklaring af sit mellemværende i fogedretten.