90.000 i bøde til virksomhed: ‘Glemte’ at betale vejbenyttelsesafgift

Manglende betaling af vejbenyttelsesafgift giver store bøder, og det måtte en udenlandsk transportvirksomhed lære på den hårde måde. To af virksomhedens lastbiler stoppet to gange inden for en uge uden at have betalt vejbenyttelsesafgift gav en bøde på 90.000 kroner.

(Foto: Midt- og Vestsjællands Politi)

Det bliver ekstra dyrt, hvis man gentagne gange undlader at betale vejbenyttelsesafgift. Det måtte en udenlandsk transportvirksomhed sande, da Tungvogncenter Syd to gange i den samme uge standsede lastbiler fra virksomheden, som ikke havde betalt vejbenyttelsesafgift. Det resulterede i bøder på sammenlagt 90.000 kr.

Søndag den 25. marts 2018 kontrollerede tungvognscentret en lastbil på Fynske Motorvej, hvor der ikke var betalt vejbenyttelsesafgift for den pågældende dag og den foregående dag.

”Da transportvirksomheden i forvejen havde mere end fem forudgående afgjorte sager om manglende betaling af vejbenyttelsesafgift inden for en gentagelsesperiode på 2 år, blev bødetaksten fastsat til det maksimale beløb på 15.000 kr. pr forseelse, hvilket derfor resulterede i en samlet bøde på 30.000 kr.,” fortæller politikommissær Stig Simonsen, der er leder af Tungvognscenter Syd i Sydøstjyllands Politi.

Nogle dage senere fredag den 30. marts standsede Tungvognscenter Syd igen et vogntog fra selskabet, hvor der var tale om fire dage uden betalt vejbenyttelsesafgift. Denne gang blev det derfor til en samlet bøde på 60.000 kr.