Fuld 23-årig gik rundt med en trailer

RANDERS: En godt bedugget 23-årig mand vandrede torsdag morgen rundt ude på Hobrovej i Randers. Med sig havde han en trailer som han åbenbart ville lufte.

(Foto: Allan Andersen)

Østjyllands Politi modtog flere anmeldelser fra borgere, der kunne fortælle, at en ung mand gik rundt ude midt på vejen, så bilerne måtte køre udenom. Flere forklarede også, at han havde en trailer, som han trak bag sig.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor de traf den 23-årige, der stod i vejkanten.

Han virkede beruset og forklarede da også selv, at han havde været i byen og havde forsøgt at tomle hjem uden held. Den 23-årige blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og fik tilbudt et lift hjem – om traileren så kom hjem ved egen kraft fremgår ikke af døgnrapporten.