Hidsig mandlig bilist overfaldt dyttende kvinde

FØLLENSLEV: Tirsdag morgen kl. 08.28 anmeldte en 60-årig kvinde fra Jyderup, at hun kl. ca. 07.50 på Kalundborgvej ved en friskole havde været udsat for et voldeligt overfald af en anden trafikant.

(Foto: Allan Andersen)

Den 60-årige skulle ifølge sin forklaring i sin bil svinge ind på skolens område i den tætte morgentrafik i forbindelse med aflevering af børn ved skolen. En anden trafikant bag den 60-åriges bil overhalede pludselig ud over dobbelt optrukne spærrelinjer, hvilket gjorde den 60-årige så forskrækket, at hun dyttede.

Dette fik den overhalende bilist til at standse og henvende sig til den 60-årige, der derfor rullede sideruden ned. Uden varsel fik hun et knytnæveslag mod halsen/skulderen, hvorefter den mandlige bilist verbalt overfusede og truede hende.

Han kørte herefter fra stedet i sin bil, som blev beskrevet som en sort personbil af mærket Tesla. Føreren blev beskrevet som:A; mand, 45-48 år, dansk-talende, almindelig af bygning, kort brunligt hår, bar briller og iført en sort jakke.

Den 60-årige blev vejledt om at søge læge for at få dokumenteret slaget mod sig. Politiet forsøger nu at få identificeret både bilen og dens fører ud fra oplysningerne i sagen fra offeret og eventuelt øvrige vidner.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket episoden i morgentrafikken i Føllenslev, eller som kan give oplysninger om bilen og/eller dens fører. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.