Politi: Lastbilchauffør ville køre gennem uheldssted

Frederiksværk: En 42-årig dansk lastbilchauffør fra Hundested havde ifølge Nordsjællands Politi ingen forståelse for, at politiet havde afspærret Hundestedvej i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld. Chaufføren benægter dog fuldstændig politiets fremstilling af episoden.

Episoden skete i rundkørslen Helsingevej – Hundestedvej – Nørregade – Hillerødvej og Vinderød Skov, hvor en patrulje havde spærret Hundestedvej som følge af ulykken på Hundestedvej – Ellevej, lørdag eftermiddag.

Så langt er politiet og chaufføren enige om episoden.

Manden nægtede ifølge Nordsjællands Politis døgnrapport at følge politiets henstilling om at holde ind til siden og fortsatte med at køre frem mod den politiassistent, som stod på vejen for at standse bilerne, så denne måtte springe ind til siden for at komme i sikkerhed.

Den 42-årige chauffør er blevet sigtet for at forvolde fare for andres liv og førlighed samt for trusler mod tjenestemand, idet den 42-årige også truede en anden politibetjent, som bad ham om at standse lastbilen.

Chauffør: Hidsig bilist udløste balladen
Ikke uventet har chaufføren en anden opfattelse af situationen, som blev udløst et stykke før hans vogntog overhovedet ankom til politiets afspærring, idet chaufføren havde en trafikal uoverensstemmelse med en mand i en personbil kort forinden, forklarer han til Kriminalmagasinet Politirapporten.

Ifølge chaufføren var hans modpart stoppet op ved politiets afspærring, og her ville en betjent ganske rigtigt have chaufføren til at stoppe bagved personbilen, hvilket han nægtede at gøre.

– Der var jo masser af trafik, og hvis jeg var stoppet bag personbilen med min lastbil så havde jeg fuldstændig spærret rundkørslen. Det forsøgte jeg at forklare betjenten, og sagde at jeg ville sætte lastbilen ind på Åsebro så trafikken ikke blev stoppet i rundkørslen, og så kunne vi snakke sammen der, fortæller chaufføren til Kriminalmagasinet Politirapporten.

Herefter fortæller chaufføren at han ganske rigtigt begynder at køre lidt frem, da den ene betjent pludselig hopper op på trinbrædtet af lastbilen og river fat i rattet, mens der råbes at chaufføren skal stoppe med det samme.

– Jeg blev sgu’da sur, for det er da pissefarligt og jeg ville netop ikke have ballade og 100 sure biler bagved, så der røg nok en finke af panden i diskussionen, indrømmer chaufføren.

Ville aldrig køre gennem afspærringen
Søndag oplyste politiet til flere medier at chaufføren ikke ville respektere politiets afspærring af Hundestedvej, men overfor Kriminalmagasinet Politirapporten afviser den danske 42-årige chauffør fuldstændig den anklage fra ordensmagten.

– Det er lodret løgn, aldrig i livet at jeg ville køre gennem et afspærret uheldssted og desuden var det med en smule lokalkendskab nemt at komme udenom uheldsstedet, så der var ingen grund til at diskutere afspærringen hvilket jeg iøvrigt aldrig kunne finde på, siger chaufføren som fortsat er noget rystet over fremstillingen af episoden fra ordensmagtens side.

– Nu må vi se hvad der sker, jeg afventer nu hvad der sker fra politiets side i sagen, lyder det afsluttende fra chaufføren.

Ved ulykken blev fem personer kvæstet, heraf en 50-årig kvinde alvorligt. Søndag kunne de dog alle meldes udenfor livsfare. (Foto: Allan Andersen)