To ‘turister’ snuppet under rengøringsarbejde

(Modelfoto)

HØRSHOLM: Et par formodede indbrudstyve var rengøringsfolk, men med uorden i papirerne.

(Modelfoto)

En årvågen borger opdagede onsdag formiddag en udenlandsk, ukendt bil, som holdt parkeret på hjørnet af Stolbergsvej og Mellemvang. Borgeren mistænkte, at der kunne være tale om indbrudstyve og ringede derfor til politiet.

En patrulje kom frem til stedet, hvor betjentene traf to personer på stedet, som – trods de stod med favnen fuld af støvsugere og andre rengøringsartikler – forsøgte at overbevise politifolkene om, at de var turister og boede midlertidigt på adressen.

De to oplyste navn og telefonnummer på husets ejer, som imidlertid kunne fortælle, at der var indgået en rengøringsaftale med de to personer. De skulle gøre rent en gang om ugen og hver måned sende en faktura til husets ejer.

Ved nærmere afhøring af de to ”rengøringsturister” viste det sig dog, at de ikke har gyldig arbejdstilladelse, og derfor skal SKAT nu se nærmere på sagen.