45-årig voldsmand slog på mand i kørestol

ROSKILDE: En 45-årig mand optrådte voldeligt to gange i løbet af weekenden, og er nu endt bag tremmer da han tydeligvis ikke kan styre sine voldelige tendenser.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Lørdag aften kl. 19.57 blev politiet første gang alarmeret om den voldelige mand, her var en 54-årig mand blevet slået ned med et bordben af en 45-årig mand fra Roskilde. Motivet er ikke klart, men der kan evt. være tale om jalousi.

Gerningsmanden stak af fra stedet, men han blev anholdt af en patrulje kl. 2010, og taget med ind til afhøring. Anklagemyndigheden mente dog ikke, at der var grundlag for at få ham varetægtsfængslet og han blev derfor igen sat på fri fod.

Den tillid svigtede den 45-årige voldsforbryder dog på groveste vis, idet han fortsatte sin voldelige adfærd søndag mod en anden mand om søndagen.

Søndag kl. 14.50 blev en 40-årig mand fra Roskilde udsat for vold af den 45-årige voldsmand, voldsofret sidder i kørestol og blev uvenner med den 45-årig da de begge opholdt sig i en gårdhave i Nygade.

Det endte med, at den 45-årige tog en spade og slog ud efter sit værgeløse offer der blev ramt på sit ene knæ, hvilket gav en lang flænge. Herefter flygtede voldsmanden fra stedet, men han blev anholdt kl. 15.15, og denne gang beholdt politiet ham bag tremmerne.

Den 45-årige fremstilles i løbet af mandagen i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.