Brandmand kvæstet: Styrtet gennem loft under slukning

MÅRUM: En 50-årig brandmand fra Helsinge styrtede natten til onsdag gennem loftet på Bakkeholm Gaard, ulykken skete under efterslukningen af de udbrændte længer.

En 50-årig brandmand fra brandstationen i Helsinge blev kvæstet under efterslukningen af Bakkeholmgaard i nat, det bekræfter Frederiksborg Brand & Redning.

Den kvæstede brandmand er særdeles erfaren, og er bla. en af brandstationens holdledere med mange års erfaring – men i nat gik det så alligevel galt.

Brandmanden blev kvæstet omkring kl. 02.30 – 03.00 da han pludselig styrtede omkring tre meter ned gennem et betondæk og landede i murbrokkerne på staldgulvet i en af de udbrændte længer.

Dele af betondækket styrtede herefter ned over brandmanden.

Han blev med div skader, herunder bla. brud på venstre arm,  hastet med ambulance til Hillerød Hospital. I løbet af morgenstunden er han dog blevet udskrevet fra hospitalet.

Politiet undersøger hændelsen som arbejdsulykke, oplyses det til Kriminalmagasinet Politirapporten.