‘Bytte-plads’ tricket virkede ikke for 24-årig narkobilist

AARHUS: Tricket med at bytte plads når man bliver vinket ind til siden – det virkede ikke for en 24-årig narkobilist.

(Modelfoto: AK)

En 24-årig mand blev onsdag kl. 17.45 sigtet for narkokørsel, da en patrulje standsede ham og ven i bil på Præstevangsvej i Aarhus V. Patruljen havde bemærket den 24-årige, da han virkede nervøs, da patruljen passerede.

Betjentene besluttede derfor at vende om og følge efter, hvorefter de kunne se, at den 24-årige fører af bilen nu byttede plads med passageren.

Bilen blev standset, så betjentene kunne tage en snak med de to.

Den 24-årige nægtede dog pure at have kørt bilen, og passageren, der nu sad bag rattet, insisterede på, at det var ham, der havde kørt den. Da der lugtede kraftigt af hash, besluttede betjentene alligevel af teste den 24-årige for narko. Han testede positiv for cannabis og blev derfor sigtet for narkokørsel.