Mand efterlyses efter overfald på 71-årig kvinde

KASTRUP: Tidligt onsdag morgen trængte en ukendt mand ind i etkolonihavehus på Ugandavej, og overfaldt en 71-årig kvinde i huset.

I dag, onsdag morgen kl. ca. 05.30 trængte en gerningsmand ind i et privat kolonihavehus i Hvf. Uganda på Ugandavej i Kastrup. Da han i et af husets rum mødte husets ene beboer, en 71-årig kvinde, udsatte han kvinden for flere knytnæveslag i hovedet.

Gerningsmanden løb fra stedet, idet kvinden skreg op og gjorde modstand.

Manden beskrives:
Mand, dansk af udseende, 35-40 år, ca. 170 cm. høj, kraftig/muskuløs af bygning. Rundt ansigt, lyse øjne. Helt kortklippet hår, kortklippet fuldskæg/skægstubbe. 
Han var iført mørke shorts og lys undertrøje. 
Særlige kendetegn: Muskuløse ben med stor tatovering på højre læg (se video)

Der blev ikke udvekslet nogen ord under overfaldet, hvorfor gerningsmandens sprog/nationalitet er ukendt.

Personen på vedhæftede videoovervågning ønskes identificeret, idet han er set tæt på huset og tæt på gerningstidspunktet.

Politiet kender endnu ikke gerningsmandens motiv til at trænge ind i huset og udsætte kvinden for vold. Sagen efterforskes derfor bredt. Uanset motivet, betragter Københavns Politi dog sagen som meget alvorlig, og der efterforskes intensivt for at identificere gerningsmanden.

Oplysninger i sagen bedes rettet til Københavns Politi via 114.