Seks kvæstede i arbejdsulykke i Nordjylland

HIRTSHALS: Mandag kl. 12.39 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om en alvorlig arbejdsulykke i Hirtshals på Sindalvej, her er et betondæk styrtet en etage ned og kvæstet ialt seks personer.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Et betondæk er faldet ned med seks tilskadekomne til følge. Alle tilskadekomne er ved bevidsthed, og der savnes ikke flere personer.

De seks tilskadekomne personer er nu under behandling. To alvorligt tilskadekomne er bragt til Aalborg Universitetshospital, mens fire personer med mindre alvorlige skader er kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

– Ingen tilskadekomne er i livsfare, og ingen personer savnes, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Arbejdsulykken fandt sted på havneområdet i Hirtshals på adressen Sindalvej 7. Ulykken er sket i forbindelse med en renovering af en bygning på adressen, hvor et betondæk faldt ned over de seks personer, som er ansat i virksomheden Kaas Byggeindustri.

Heine Gjerløv, direktør i Kaas Byggeindustri, oplyser til politiet, at de tilskadekomne er seks lokale og erfarne bygningsarbejdere.

De pårørende til de kvæstede er alle blevet underrettet om ulykken, oplyser Nordjyllands Politi.

Arbejdstilsynet er tilkaldt, og Nordjyllands Politi samt redningstjenester arbejder fortsat på stedet.