Slog vagtmand i ansigtet: Endte på maven i håndjern

STENLØSE: En 49-årig mand er blevet en voldssigtelse rigere efter han udøvede vold mod en vagt i Egedal Centret – det var et dumt træk.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En ellers uproblematisk håndtering af en beruset mand endte voldeligt tirsdag aften omkring kl. 22.40 i Egedal Centret, episoden skete i den åbne foyer ved Danske Bank hvor en beruset mand havde lagt sig til at sove.

Vagten i centret, en 40-årig mand fra København, prøvede stille og roligt at få vækket den berusede mand så han kunne få ham ud af centret – men den sovende mand reagerede ikke på vagtens henvendelse.

“Centervagtenv skubbede derefter lidt til manden, som stadig ikke reagerede. Pludselig sagde manden på gulvet, at hvis han gjorde det igen, så ville han få én på hovedet,” siger Henrik Duus, specialkonsulent hos Nordsjællands Politi, til Lokalavisen.dk

Den berusede mand rejste sig nu op og spillede op overfor centervagten med en truende holdning. Vagten lod sig dog ikke kyse, men fik hældt manden udenfor foyeren – og så gik det pludselig stærkt.

Den berusede mand, identisk med en 49-årig mand fra Kalundborg, knaldede en knytnæve i ansigtet på centervagten hvorefter der var tale om et overfald og en overtrædelse af straffeloven.

Vagten fik manden lagt ned på gulvet og sikret sig selv samt den nu anholdte voldsmand mod yderligere skader ved at lægge voldsmanden i håndjern. Således var det en færdig pakke som en patrulje fra Nordsjællands Politi kort efter kunne afhente i centret.

Den 49-årige gerningsmand blev sigtet for vold, og fik udskiftet vagtens håndjern med et sæt fra politiet og herefter taget med til afhøring. Manden var i øvrigt søgt af politiet i en sag om konstatering af bopæl, så den sag fik man også ud af verdenen inden manden igen blev sat på fri fod ved midnatstid.

 

FAKTA:
§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 247, Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold.