Væltet betonblander spærrede motortrafikvej i timevis

HILLERØD:Tirsdag morgen væltede en 32 tons tung betonblander i krydset Tulstrupvej – Isterødvej. Trods omfattende skader på førerhuset slap chaufføren med lettere skader.

Ulykken skete kort efter kl. 07.00, og spærrede krydset for trafik frem til omkring kl. 13.00.

I første omgang var der en ambulance på stedet sammen med politiet, hvorefter også brandvæsnet blev rekvireret til at tage sig af væsker – og de ca. 16 tons beton i blanderen.

Beton har den kedelige egenskab at det hærder, og derfor blev to slamsugere hurtigt rekvireret til at pøse vand på betonblandningen, samt suge så meget beton ud som overhovedet muligt inden der blev iværksat rejsning af betonblanderen.

En kran fra BMS Kraner kom ud til uheldsstedet og fik omkring kl. 11.30 rejst den væltede betonblander op på hjulene igen. Skaderne viste sig her bla. at være et næsten en kvadratmeter stort hul i tromlen, ligesom det antages at selve lastbilen er slået skæv ved ulykken.

Omkring kl. 13 kunne alle afspærringer i krydset ophæves, da betonblanderen var fjernet fra stedet og vejbanerne renset for beton og olie fra køretøjet.