16-årig stukket ned med kniv: 19-årig anholdt og løsladt

KOKKEDAL: En 16-årig dreng blev på Egedalsvænge kort før midnat, natten til tirsdag, stukket ned med en kniv. Både offer og en formodet gerningsmand blev indlagt på hospitalet med skader.

(Foto: Allan Andersen)

Nordsjællands Politi havde natten til tirsdag anholdt en 19-årig formodet gerningsmand, men det viste sig at den anholdte ikke var gerningsmanden og han er derfor tirsdag eftermiddag igen blevet løsladt.

Årsagen til at den 19-årige blev anholdt, var et snitsår i hans hånd som ledte til en mistanke om at han var gerningsmanden til knivstikket i maven på den 16-årige.

Politiet arbejdede på gerningsstedet frem til omkring kl. 02.00 hvor alle afspærringer blev ophævet.

Der blev kl. 23.45 slået alarm til Nordsjællands Politi via 1-1-2, hvorefter adskillige politipatruljer og ambulancer var hurtigt fremme på gerningsstedet i Egedalsvænge. Mens der blev taget hånd om de to sårede, som altså i første omgang blev oplyst som henholdsvis offer og gerningsmand, forsøgte politiet at finde frem til hvad der var foregået.

Ingen af de tilstedeværende unge ønskede dog at bistå politiet med oplysninger om hvad der var foregået eller motivet til knivstikkeriet, så sagen efterforskes fortsat af Nordsjællands Politi.