Kørte galt på motorcykel og blev sigtet for spritkørsel

ØRSTED: En 21-årig motorcyklist kørte mandag galt på sin motorcykel, da han mistede kontrollen over den i et sving på Rougsøvej ved Ørsted. En forbipasserende opdagede uheldet og tilkaldte politiet, da han havde mistanke om, at motorcyklisten var påvirket.

(Foto: Allan Andersen)

Den 21-årige havde dog ikke tænkt sig at forblive på stedet og vente på politiet, kort efter uheldet blev han samlet op af en bil med en bekendt bag rattet. En kvik borger aflæste dog nummerpladen, og politiet kunne derfor hurtigt finde frem til den bekendtes bopæl, hvor den 21-årige motorcyklist befandt sig.

Den 21-årige mand blødte fra armen og virkede meget påvirket af alkohol. Han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel.

På vej ind til stationen begyndte manden at true en af betjentene i bilen, og han blev derfor også sigtet for trusler mod politiet.