Kvinde fløjet på Rigshospitalet efter sejlerulykke

RØNNE: En 54-årig kvinde blev alvorligt kvæstet, da en sejlbåd og færgen Leonora Christine kom uoverens ved indsejlingen til Rønne Havn på Bornholm.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Et tysk lystfartøj kom tirsdag aften i vanskeligheder, da det skulle foretage indsejling til Rønne Havn.

På grund af kraftig blæst kunne besætningen ikke rebe sejlene, og samtidigt var Leonora Christine på vej i havn.

Ifølge Bornholms Politi opstod der formentlig en misforståelse om hinandens intention, og skipperen på lystfartøjet foretog derfor en undvigemanøvre, hvilket betød, at en 54-årig kvinde ombord på lystsejleren blev ramt i hovedet af udsvingende tovværk/bom.

Kvinden pådrog sig skader i hovedet og blev senere overført til Rigshospitalet med helikopter.