Politiet indstiller efterforskningen i kikset silo-sprængning

VORDINGBORG: Fredag den 6. april i år blev en ca. 50 m høj silo på Vordingborg havn væltet ved sprængning – eller det var i hvert fald planen.

(Modelfoto)

Sprængningen gik imidlertid ikke helt som planlagt, for siloen væltede den forkerte vej og ramte Vordingborg Bibliotek med omfattende skader til følge. Ingen personer kom til skade, da omkringliggende bygninger var evakueret af sikkerhedsmæssige årsager inden sprængningen.

For at kunne vurdere, om sprængningen var tilrettelagt forsvarligt, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi indhentet en uafhængig vurdering fra Lauritzen Advising af den sprængningsplan, der lå til grund for sprængningen.

Lauritzen Advising vurderer, at planlægning og gennemførelse af sprængningen af siloen er sket i overensstemmelse med normal praksis og Dansk Sprængteknisk Forenings anvisninger.

På den baggrund har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi valgt at indstille efterforskningen i sagen.