Teenagere bortvist fra svømmehal

HILLERØD: En gruppe unge knægte på mellem 17 og 18 år havde mandag eftermiddag omkring klokken 16.40 så svært ved at opføre sig ordentligt, at de blev bortvist fra Hillerød Svømmehal.

De unge optrådte helt urimeligt overfor de øvrige gæster i svømmehallen, hvor de råbte og skreg efter både personale og svømmehallens gæster.

De præsterede også at kaste baderinge efter folk i svømmehallen, og da de unge nægtede at forlade stedet, blev de med bestemt og håndfast assistance hjulpet på porten af en patrulje fra Nordsjællands Politi.

Udenfor fik politipatruljen styr på ballademagerne som alle blev sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen, og bortvist fra stedet.