To unge mænd dømt for omfattende indbrudskriminalitet

NÆSTVED: Henholdsvis tre år og to år og tre måneders ubetinget fængselsstraf blev det til for to unge mænd, da retten i Næstved mandag behandlede en større sag om bl.a. organiseret indbrudskriminalitet.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Begge de unge mænd på henholdsvis 19 og 21 år, som har været varetægtsfængslet siden den 6. december 2017, ankede straks dommen.

Der er tale om en sag om organiseret indbrudskriminalitet begået igennem en periode fra juni 2017 til december 2017, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 19-årige blev tillige dømt for hæleri, trusler samt våbenloven, mens den 20-årige ligeledes blev dømt for hæleri.

– Det er en sag, hvor der er tale om rigtig mange indbrud begået i private hjem, jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i, at der var tale om organiseret indbrudskriminalitet, og på den baggrund fulgte vores påstand om, at det skulle afspejle sig i udmålingen af straffene, siger anklagerfuldmægtig Lotte Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Begge de dømte er tidligere straffet, og den 21-årige fik tillige udløst en betinget dom samt en reststraf på samlet 100 dage. De dømte forblev varetægtsfængslet efter dommen.