Tre mænd sigtet: Tændte bål trods afbrændningsforbud

ROSKILDE: Torsdag kl. 21.25 fik politiet en anmeldelse om, at tre mænd havde tændt bål og anvendte grill i Hyrdehøj skov trods af afbrændingsforbuddet i hele Roskilde kommune.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiet kørte til skoven og traf to mænd på 29 og 30 år fra Roskilde og en 30-årig mand fra Tåstrup. De blev alle tre sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, fordi de trods afbrændingsforbuddet havde tændt bål.

Det blev de to mænd fra Roskilde så sure over, at de begge kaldte den fremmødte politipatrulje for mindre pæne ting, så politiet sigtede dem også for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmelig tiltale af polititjenestemænd.

Alle tre sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.