37-årig kvinde dømt: Anmeldte eksmand for voldtægt

FREDERIKSSUND: En hård skilsmisse mellem en 37-årig kvinde og hendes mand blev ikke bedre, da kvinden foretog anmeldelse af eksmanden for voldtægt. Nu er kvinden dømt for falsk anmeldelse.

(Modelfoto)

Den 37-årige kvinde anmeldte sin eksmand, som også er far til hendes to børn, i oktober 2016 til politiet for voldtægt – en anmeldelse som hurtigt viste sig at være pivfalsk.

Politiet endte med at sigte den 37-årige kvinde for falsk anmeldelse, og forleden blev hun ved Retten i Roskilde kendt skyldig i falsk anmeldelse om voldtægt.

Kvinden slap med en mild straf, begrundet i bla. at den nye kæreste havde udøvet psykisk terror mod kvinden, og havde medvirket til at presse kvinden til at foretage den falske anmeldelse. Kvinden var derudover også blevet mentalundersøgt, og konklusionen var at kvinden næppe nogensinde ville begå den slags forbrydelse igen.

Dommen blev derfor blot en betinget dom med et års prøvetid – og formentlig har mandens tilgivelse af den 37-årige kvinde også spillet ind, faktisk er de to involverede kommet så godt ud af sagen at den 37-årige kvinde og eksmanden har fået endnu et barn sammen.

Således lyder det til at tingene trods alt er endt i fryd og gammen….