43-årig kvinde mishandlet i nat

VEJLE: Politiet efterlyser en gerningsmand til en voldsomt overfald på 43-årig prostitueret kvinde i en lejlighed på Staldgaardsgade, natten til torsdag.

(Foto: Allan Andersen)

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner til et særdeles groft overfald og overgreb mod en 43-årig colombiansk kvinde i en lejlighed i Staldgaardsgade 39A i Vejle, tidligt torsdag morgen mellem kl. 04.30 og kl. 05.30.

Hun var alene, da gerningsmanden ringede på og efter at have åbnet døren blev hun straks overfaldet. Kvinden blev udsat for mange slag, anden vold og seksuelle overgreb af gerningsmanden.

Han beskrives som:
Mand, mørk i huden, ca. 25 år, 180-185 cm høj, slank af bygning, men var     fysisk stærk, kort hår og uden skæg. Iført sort polo T-shirt med krave og blå jeans, talte  godt engelsk uden accent, lugtede af alkohol. Kan have kradsemærker i ansigtet/på halsen og skade på finger/hånd efter bid.

Den 43-årige kvinde er indlagt på sygehus og bliver behandlet for sine skader, og er uden for livsfare.

Gerningsmanden kan have bevæget sig rundt i Vejle i nattelivet til torsdag, og han kan i dag også have nævnte skader og derfor ændret adfærd og ikke kommet til aftaler, arbejde o. lign., hvorfor der efterlyses vidner eller nogen som måtte have bemærket noget i den retning.

Evt. henvendelser til Sydøstjyllands Politi på 1-1-4