Flere personer bidt: Politibetjent skød og dræbte gal hund

Den store hund med navnet Marley endte sit liv på den smalle sti efter at have angrebet politiet, hunden blev skudt på ca. 1½-2 meters afstand af en politibetjent. Nedskydningen er godkendt som berettiget, og undersøges ikke videre. (Foto: Allan Andersen)

SMIDSTRUP: To hunde gik torsdag formiddag amok i en blodrus i et sommerhuskvarter i Smidstrup Strand, mindst tre personer blev ifølge vidner overfaldet og bidt af hundene. Hundene angreb også politiet, som skød og dræbte den ene hund med flere skud.

Der blev slået alarm til 1-1-2 om de to hundes hærgen torsdag formiddag.

En almindelig patruljevogn var fremme på stedet i løbet af et par minutter, og ialt kom to patruljevogne frem til stedet – heraf den ene en hundevogn – i håbet om at kunne indfange de to løse hunde fredeligt.

Under betjentenes eftersøgning af de to bidske hunde kommer to betjente ind på en smal sti, og støder her på de to hunde, den ene hund går direkte til angreb på betjentene som trækker deres pistoler og skyder hunden på stedet.

Ifølge et vidne afgav betjentene tre skud i hurtig rækkefølge, men om det var begge betjente som skød eller kun den ene er endnu uvist, men skuddene dræbte hunden som styrtede død om på stien.

Forinden havde hundene angrebet og bidt mindst tre personer i området ved Pæonvej – Irisvej, og selv efter at hunden var blevet skudt var mange mennesker ængstelige for at bevæge sig rundt i området. Betjentene afspærrede stedet hvor skyderiet var foregået, og to betjente gik herefter rundt for at berolige folk i området.

Den dræbte hunds makker løb fra stedet ved skyderiet, og blev fundet kort efter i en have. Her var den søgt ind, og var meget passiv efter det voldsomme skyderi så den blev indfanget uden nogen større dramatik – denne hund kom intet til under skyderiet.

Det var i kvarteret Pæonvej – Irisvej at nedskydningen af den bidske hund fandt sted, torsdag formiddag. (Foto: Allan Andersen)
Betjentene havde ingen andre muligheder end at skyde hunden, da den gik til angreb på betjentene på denne smalle sti. (Foto: Allan Andersen)
Hunden blev af flere identificeret som den hund som havde bidt folk i området, hunden døde på stedet ved skyderiet. (Foto: Allan Andersen)