Hvem skød 16-årige Servet? Drabsvåben fundet af politiet

Københavns Politi offentliggør nu nye oplysninger, herunder fotos, af de to våben, gerningsmændene anvendte til drabet – og politiet håber samtidig, at vidner kan fortælle, hvorfra våbnene stammer.

I forbindelse med den omfattende efterforskning af drabet på den 16-årige Servet Abdija, der blev dræbt ved skud mandag den 16. oktober 2017 ca. kl. 2105 foran sin opgang, Ragnhildgade 48, 2100 København Ø, vælger Københavns Politi nu at offentliggøre helt nye oplysninger i sagen i håb om, at vidner kan hjælpe politiet videre i efterforskningen.

– Den omfattende efterforskning har ledt til, at vi nu har fundet de 2 gerningsvåben – en revolver og en pistol – som gerningsmændene anvendte til drabet. Af hensyn til efterforskningen kan jeg dog ikke komme nærmere ind på, hvor, hvordan, eller hvornår våbnene blev bragt til veje, siger Efterforskningslederen, politikommissær Hans Erik Raben, i en pressemeddelelse.

– De kriminal- og våbentekniske undersøgelser har med sikkerhed fastslået, at det er disse to våben, som gerningsmændene anvendte til drabet på Servet Abdija, men det har i forbindelse med efterforskningen desværre endnu ikke været muligt at konstatere, hvorfra våbnene stammer.

Københavns Politi har lavet undersøgelser og forespørgsler både herhjemme i Danmark, men også i de øvrige nordiske lande – og andre lande.

– Der er noget i vores efterforskning, der gør, at vi kigger i retning af Sverige – uden at jeg kan konkretisere dette af hensyn til efterforskningen. Vi håber med offentliggørelsen af fotos af våbnene, at vidner med kendskab til personer, der har haft våben af de nævnte typer og mærker i deres besiddelse eller adgang til sådanne – både herhjemme og i Sverige – vil rette henvendelse til Københavns Politi”, siger Efterforskningsleder politikommissær Hans Erik Raben.

De 2 gerningsvåben beskrives som:

-Amerikansk revolver af mærket Colt, kaliber .38 Special, Model: Cobra, Serienummer: 120194

-Jugoslavisk halvautomatisk pistol, Kaliber 9×19 mm, mrk: Zastava, Model: 88, Serienummer: Fjernet.

Tre gerningsmænd flygtede
Københavns Politi har tidligere offentliggjort, at vidner på drabstidspunktet har set tre gerningsmænd flygte fra drabsstedet (gården til Ragnhildgade 48) – videre ad stisystemet i gården og ud til Lersø Park Allé, som de krydsede/løb tværs over – og herfra videre over til en mørk flugtbil, der holdt parkeret i lokalkørebanen ved Studsgaardsgade (muligvis med en fjerde gerningsmand som fører).

De 3 gerningsmænd, der blev set flygte fra drabsstedet, beskrives som:

A: mand, yngre, intet nærmere om alder, almindelig/robust af bygning (havde løst tøj på, så han om muligt synede større end han reelt er), iført sort/mørkt tøj, samt en brun løstsiddende træningsjakke, halsedisse trukket op til lige under øjnene, og hue trukket ned til lige over øjnene.

B: mand, yngre, intet nærmere om alder, mørk/sort i huden, (afrikansk oprindelse),spinkel/almindelig af bygning, iført sort stramt tøj, halsedisse trukket trukket op til lige under øjnene, og hue trukket ned til lige over øjnene.

C: mand, yngre, intet nærmere om alder, iført mørkt/sort tøj, mørke joggingbukser med hvid stribe ned langs siden af benet.

Flugtkøretøjet beskrives som:

Mørk person bil, formentlig 4-dørs eller Sedan-model flygtede med stor sandsynlighed ad Studsgaardsgade i retning mod Rovsingsgade, hvor den er forsvundet i ukendt retning.

Der foreligger intet signalement af føreren af flugtkøretøjet.

Københavns Politi har ligeledes tidligere offentliggjort, at vidner dagen før drabet – søndag den 15. oktober 2018 henholdsvis kl. 2026 og kl. 2027 – bemærkede tre maskerede mænd krydse Lersø Park Allé fra Ragnhildgade over til lokalkørebanen ved Studsgaardsgade, hvor de tog kontakt til en fjerde mand, der sad og ventede i en mørk personbil. Herefter flygtede alle fire fra stedet i den mørke bil.

Københavns Politi er interesseret i alle oplysninger om våbnene og er selvfølgelig fortsat også interesseret i at tale med vidner, der har gjort iagttagelser, ligger inde med en viden eller i øvrigt kan give oplysninger om sagen.

Henvendelser om sagen kan gives til Københavns Politi på tlf. 114.