Titte-bøh: Hvem er disse to tyveknægte?

ODBY: Politiet efterlyser to gerningsmænd til et indbrud i Odby Kirkes graverhus

I perioden fra torsdag den 21. juni kl. 16.00 til fredag den 22. juni kl. 07.45 har to gerningsmænd lavet indbrud i graverhuset til Odby Kirke på adressen Gl. Landevej 6, Odby ved Thyholm.

Ved indbruddet blev der blandt andet stjålet elværktøj til en samlet værdi på 17.000 kroner.

På baggrund af de to vedhæftede billeder fra overvågningen håber Midt- og Vestjyllands Politi på hjælp til at genkende de to formodede gerningsmænd.

De to genier beskrives således:
A; Mand, kraftig af bygning, kort mørkt hår (tyndhåret), iført lys t-shirt og shorts

B; Mand, alm. af bygning, kort hår, iført lys hættetrøje.

Gerningsmændene kørte formentlig i en ældre blålig Ford Mondeo.

Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.