Tre udenlandske lastbiler knaldet for fusk med Ad-Blue systemet

Tungtvognscenter Syd har igen sørget for at luften i Danmark igen er blevet lidt renere, efter at have afsløret lastbiler, hvor SCR systemet (Ad-Blue) var sat ud af drift. 

(Modelfoto)

Tirsdag den 26. juni, blev en polsk lastbil kontrolleret på en rasteplads i Aabenraa, og det viste sig at man havde manipuleret med køretøjets SCR system, der forbruger Ad-Blue væske til og nedsætte udslippet af de farlige NOX partikler.

Køretøjet blev fulgt til autoriseret værksted, hvor det skulle repareres. Chaufføren blev præsenteret for en bøde på 7.500 kr. for manipulationen, og yderligere 1.000 kr. i bøde, idet udsigten gennem forruden var delvist obstrueret af et stort bord, samt et gardin.

Vognmandsvirksomheden fik en bøde på 15.000 kr., for at være ansvarlig for at SCR systemet var manipuleret. Bøden blev betalt på stedet, og køretøjet repareret.

Hollænder røg i fælden
Den 3. juli, var den så gal igen, da et hollandsk vogntog blev kontrolleret i Kolding. Har var ligeledes manipuleret med lastbilens SCR system, hvorfor vogntoget blev fulgt til autoriseret værksted, og skulle repareres.

I dette tilfælde var bøden også 7.500 kr. til chaufføren, og 15.000 kr. til virksomheden, ligesom der blev noteret to overtrædelser af køre og hviletidsreglerne. Også i dette tilfælde blev bøden betalt på stedet.

Bulgarsk lastbil tilbageholdt
Den 4. juli, var der igen bid, da en bulgarsk lastbil måtte holde ind til kontrol i Fredericia. Igen var der manipuleret med køretøjets SCR anlæg, så det var sat ud af drift. Igen gik turen til autoriseret værksted, der udfandt manipulationsmåden, der var særdeles teknisk og snedigt udført.

I dette tilfælde var der tale om en bulgarsk mand, der selv ejede vognmandsvirksomheden, og derfor blev der kun udmålt virksomhedsbøde på 15.000 kr. Bøden blev betalt på stedet, og lastbilen tilbageholdes fortsat med krav om reparation.

Tests på Teknologisk institut har vist at en lastbil, der er manipuleret i SCR systemet forurener lige så meget som 60 lastbiler, der kører med virksomme SCR anlæg. Udledningen af de farlige NOX partikler stiger med mere end 6000 %, når systemet er manipuleret. Det er derfor vigtigt at holde øje med dette fænomen.