32-årig narkobilist afsløret af stjålne nummerplader

VÅBENSTED: Tirsdag eftermiddag kl. 16.03 bemærkede en politipatrulje, der kørte ved Våbensted på Lolland en bil, som betjentene ville tjekke nærmere da nummerpladerne var stjålne.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Nummerpladerne var meldt stjålet i Rødby den 15. juli, og bilisten var da heller ikke klar til at blive standset af politiet, han forsøgte at køre fra patruljen, men blev til sidst standset på Skolevænget lidt uden for Maribo.

Føreren var identisk med en 32-årig mand fra Rødby, som ikke uventet viste sig at være frakendt kørekortet. En narkometertest gav udslag for cannabis og kokain, og betjentene fandt også en ulovlig kniv, som den 32-årige havde i tasken.

Han blev herefter anholdt og sigtet for kørsel i frakendelsestiden, for overtrædelse af knivloven og for kørsel i påvirket tilstand. Hans bil blev beslaglagt på stedet, da han tidligere var blevet sigtet for at køre uden førerret.