Politi: Respekter nu afspærringerne

Nordsjællands Politi oplever i stigende grad, at borgerne ikke respekterer de afspærringer, som politiet sætter op i forbindelse med arbejde på gerningssteder. Senest her i weekenden, hvor omkring 25 borgere valgte at ignorere den afspærring, som var sat op på Sorgenfri Torv.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Her var Nordsjællands Politi i gang med at sikre spor fra et knivstikkeri, og havde i den forbindelse opsat den velkendte rød/hvide ”minestrimmel” som afspærring. Men flere borgere mente ikke, at de behøvede at tage hensyn til det og gik i stedet for tværs gennem det afspærrede område.

– Man risikerer at vanskeliggøre politiets arbejde eller i værste fald ødelægge vigtige spor eller beviser. Man kan endvidere risikere en sigtelse for overtrædelse af Straffelovens §119 stk. 3 ved at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, siger John Dyhrberg Christenen, fg. vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi i en kort udsendt pressemeddelelse.

‘Flyt nu det lort’
Det er desværre mange som ikke forstår eller gider respektere afspærringer på de steder hvor politi eller redningsfolk arbejder, ikke mindst ved trafikuheld er der store problemer med egoistiske bilister som ikke kan forstå alvoren i afspærringen.

Nedenfor her ses et foto fra en alvorlig ulykke på Villingerødvej sidste år, trods afspærring med en patruljevogn på tværs af vejbanen og div. køretøjer holdende bagved kom bilisten på billedet op og skældte betjentene ud – for nu skulle han “jo køre en omvej og derfor skulle de bare fjerne deres lort så han kunne komme forbi.”

Det skete selvfølgelig ikke, og den stærkt ophidsede bilist måtte køre fra stedet med uforrettet sag – men oplevelser som denne bevidnes dagligt af politiet og pressefolk rundt om i landet.

“Kæft, i er nogle latterlige spassere’ lød afskedsaluten fra den ophidsede bilist til betjentene på uheldsstedet. (Foto: Allan Andersen)