Stenkast medfører nu kameraovervågning af motorvejsbroer

DANMARK: Ved udgangen af i dag vil i alt otte kameraer være opsat og funktionelle ved udvalgte motorvejsbroer som følge af Rigspolitiets plan for implementeringen af motorvejskameraerne. De resterende 22 kameraer forventes opsat og klar til den 1. november i år.

Drabet og drabsforsøget på en tysk kvinde og hendes mand er årsagen til at en række broer i Danmark nu bliver videoovervåget af Rigspolitiet.

Rigspolitiet begyndte at opstille overvågningskameraer på motorvejsbroer efter flere alvorlige, og et dræbende tilfælde af stenkast fra en motorvejsbro.

– Vi oplyser af taktiske grunde ikke, hvor de opstilles, lød det fra Anders Frandsen, kommunikationsdirektør i Rigspolitiet, i forbindelse med planlægningen af kameraerne på broerne i slutningen af 2017

Det var i november 2017 Justitsminister Søren Pape Poulsen (K), iværksatte politiets overvågning af 30 udvalgte vejstrækninger med de hemmelige kameraer. Det var en direkte konsekvens efter livsfarlige stenkast fra en række broer hvor bilister var blevet ramt af sten.