Stor bøde til tidligere vognmand

En 48-årig tidligere vognmand fra Fyn blev mandag ved retten i Kolding idømt en bøde på 110.000 kr. for at have medvirket til godskørsel for fremmed regning.

(Foto: Politi.dk)

Specialanklager Pernille Moesborg, forklarer om sagen: ”Vognmanden havde et selskab, der gik konkurs i starten af november 2017. Allerede i september 2017 havde vognmanden oprettet et nyt selskab.”

Vognmanden blev ved retten dømt for i sin egenskab af ejer, direktør og transportleder at have medvirket til, at der blev udført godskørsel for fremmed regning med det konkursramte selskab efter selskabets tilladelser var tilbagekaldt af Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen. Han blev også dømt for medvirken til, at selskabet ikke rettidigt indsendte de tilbagekaldte tilladelser til Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen.

Retten fandt ham også skyldig i at have medvirket til, at der i det nye selskab blev udført godskørsel for fremmed regning uden, at der var givet tilladelse hertil.

Det nye selskab blev ligeledes dømt for at have udført godskørsel for fremmed regning og fik en bøde på 35.000 kr.

Der blev udbedt betænkningstid vedrørende vognmanden, mens selskabet ankede sagen til landsretten.