Teenagere mistænkes for påsatte brande

SOLRØD: Mandag aften blev der antændt flere mindre brande i området, og politiet mistænker nogle drenge og en pige for at stå bag de påsatte brande.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Mandag aften kl. 23.28 fik politiet den første anmeldelse fra en 55-årig mand fra Solrød Strand om, at mandens skraldestativ var brudt i brand. Naboen havde opdaget ilden og underrettet anmelderen, der dog selv kunne slukke branden. Der skete kun mindre skade på plastskraldestativet.

Kl. 23.37 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en skraldespand på Tingsryds Alle. Unge mennesker – ej nærmere beskrevet – var set løbe i retning mod legepladsen ved ”Krudthuset”, Fredensbovej. En hundepatrulje ledte efter de unge, men fandt dem ikke.

Kl. 23.47 modtog politiet via alarm 112 endnu en anmeldelse om ildebrand i noget græs på Syrenvænget. Et vidne skulle ifølge alarmcentralen have set 2-3 unge drenge og 1 pige i området ved brandens opståen. En hundepatrulje og en patrulje ledte efter de unge i området, men de blev stadig ikke fundet. Brandvæsnet fik bekæmpet ilden, inden der skete større skade.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at de unge kan have noget med brandene at gøre, da det er ret usædvanligt, at der inden for så kort tid opstår tre brande, hvor der ikke nogen naturlig forklaring på brandenes opstart.

Lokalpolitiet i Køge hører derfor gerne fra personer, der har bemærket en mindre gruppe af unge i området, hvor de tre branden er opstået. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.