Tre unge sigtet: Tændte engangsgrill ulovligt

KØGE: Mandag aften kl. 2057 fik politiet en henvendelse om, at nogen var i færd med at grille ved en sø bag produktionsskolen på Søsvinget.

På stedet fik politiet kontakt til tre unge mænd på 16, 17 og 21 år fra Køge, som havde tændt op i en engangsgrill for at grille nogle kyllingespyd.

På grund af afbrændingsforbuddet, der også forbyder brug af grill uden for brandsikkert underlag, blev de tre sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet.

Forældrene til de to unge under 18 år blev efterfølgende underrettet om sagen mod deres børn. Alle kan nu se frem til en bøde som afgørelse på sagen, bøden er som udgangspunkt på 5000 kroner.