27-årig mand anholdt i sag om drabsforsøg

FREDERICIA: Endnu en formodet gerningsmand anholdt i sag om drabsforsøg i Fredericia.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

I aftes lykkedes det Sydøstjyllands Politi at foretage anholdelse af en 27-årig mand, der er mistænkt for drabsforsøg i Fredericia den 22. august 2018. Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i dag kl. 10.30 ved retten i Kolding.

Det forventes at retsmødet vil blive afholdt for lukkede døre.

Sagen drejer sig om forsøg på manddrab med kniv på en 45-årig mand i Fredericia. Der er tidligere i efterforskningen sket anholdelse og fængsling af to andre yngre mænd fra Fredericiaområdet.