33-årig fængslet: Stak af fra anholdelse

AARHUS: Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 9.30 en 33-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, sigtet for indbrud og flugt fra politiet.

(Foto: Allan Andersen)

Den 33-årige mand er sigtet for den 2. september at have gået ind i en lejlighed på Ivar Huitfeldts Gade, hvor han tog en bærbar computer. Idet han var på vej ud af døren, blev han opdaget af beboeren, der tog den bærbare fra den ubudne gæst. Herefter stak tyven af fra stedet.

Ud fra beboerens signalement fik politiet mistanke til den 33-årige, som er kendt for lignende forhold. Patruljerne blev derfor bedt om at holde udkig efter manden, der ikke umiddelbart var til at finde.

Ved et tilfælde opdagede en betjent nogle dage senere i sin fritid den 33-årige. Hun forsøgte at tilbageholde ham, men han vristede sig fri og stak af. I går fandt en patrulje så den 33-årige og anholdt ham.

Han sigtes for tyveri og for at have flygtet fra betjenten, der forsøgte at anholde ham.