Bilist med høj promille fik bilen beslaglagt

VIBY: En 51-årig mand fik tirsdag eftermiddag kl. 17.50 beslaglagt sin bil af politiet, fordi han kørte med alt for meget alkohol i blodet på Grøndalsvej.

(Modelfoto: Sikkertrafik.dk)

En patrulje valgte at standse bilen, da den kørte usikkert. Bag rattet sad en 51-årig mand, der blev bedt om at blæse i alkometeret.

Promillen på alkometret viste over to, og når promillen er så høj, står man til at miste sit kørekort ubetinget, ligesom politiet kan vælge af beslaglægge bilen med henblik på at konfiskere den.

Det valgte betjentene, der derudover også anholdt den 51-årige og sigtede ham for spritkørsel.