“Du tør ikke”: 18-årig rev nummerplade af patruljevogn

ESBJERG: En ung mand skulle lige spille modig mand efter en udfordring fra vennerne – det endte jævnt uheldigt for den unge mand.

Åbenbart sad politibilens nummerplade ikke helt så fast som den skulle, det beviste en ungersvend med al tydelighed. (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

Overmod og dumdristighed endte med at blive straffet med bøde til en lidt for frisk ungersvend, natten til lørdag.

Den unge mand på 18 år og hans venner havde fået den lyse idé at snuppe nummerpladerne – eller i hvert fald en af dem – fra en patruljevogn. Formentlig efter lidt ‘du tør ikke’ endte det med at den unge mand kastede sig over den parkerede patruljevogn, og rev nummerplade incl. plastholder af bilen og satte i løb.

Han havde dog ikke erfaring i kriminelle handlinger, for lige rundt om hjørnet holdt en hundebil hvis tobenede betjente straks slog en klo i frakken på den 18-årige bandit.

Nummerpladen var, som foreskrifterne foreskriver, fastskruet i nummerpladeholderen som sad fastskruet i patruljevognen og det var tydeligvis intet problem at rive pladen af alligevel – men triumfen blev altså kort.

Fra han rev nummerpladen af og til lovens lange arm havde fået fat i ham, gik der knap 3½ sekund, hævder Syd- og Sønderjyllands Politi, som oplyser at den unge forbryder blev kørt på politistationen, hvorefter han blev løsladt med en bøde for tyveriet af et stk. nummerplade i lommen.