Hovsa: 23-årig bilist røg baglæns ned i grøften

HILLERØD: En 23-årig mand slap fysisk uskadt fra et solouheld, kort efter midnat, mens stoltheden som bilist formentlig har lidt et mindre knæk.

En 23-årig mand fra Allerød slap uskadt fra et noget usædvanligt uheld på den sidste af Københavnsvej mod Birkerød, lige efter krydset Overdrevsvej – Københavnsvej.

Uheldet blev anmeldt til 1-1-2 kl. 00.15, natten til søndag, og en patrulje fra Nordsjællands Politi var første vogn på stedet, skarpt efterfulgt af ambulance og brandvæsen.

På stedet lå en Suzuki personbil mindre heldigt henkastet i grøften, det usædvanlige var at bilen var røget baglæns ned i grøften af ukendte årsager. Bilen var tydeligvis skredet ud, og endt sin tur mindre elegant i grøften, heldigvis kunne politiet søndag formiddag olyse at bilens fører var sluppet uskadt fra den uheldige parkering.

Det er også fastslået at den 23-årige mand var absolut upåvirket, idet han bestod såvel spiritus som narkotest med negative resultater – hvordan bilen så endte på den noget specielle måde på en tør vej, det melder historien ikke noget om.