Kærestepar overfaldet og slået med knust flaske

HERNING: Tre-fire voldsmænd kastede sig natten til søndag over et kærestepar på åben gade, under overfaldet blev der slået flere gange med en knust flaske.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Det brutale overfald skete natten til søndag, omkring klokken 01.15, i området ved Frederiksgade og Møllegade. Her angreb tre-fire personer et kærestepar uden det mindste motiv.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var der tale om et meget brutalt overfald, som nemt kunne være endt fatalt, da den mandlige part af kæresteparret blev væltet omkuld på jorden.

– Det er et rigtig groft overfald. Som vi har fået oplyst var overfaldet umotiveret vold og slag med en flaske. Nu har han heldigvis ikke fået nogle voldsomme skader. Flasken blev endda knust, og så slog en af gerningsmændene efterfølgende igen. Det er i den farlige ende, siger vagtchefen for Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

En 17-årig mand er blevet sigtet i sagen, efter han blev snuset op og anholdt efter det brutale overfald – han blev dog sat på fri fod efter endt afhøring da politiet fortsat arbejder på sagen og herunder klarlægning af den 17-åriges rolle i overfaldet.