Mand hårdt kvæstet: Ramt af sten gennem sin hoveddør

HJALLESE: Åbning af sin hoveddør blev til alvorlige kvæstelser i hovedet for en 40-årig mand, idet en ukendt gerningsmand natten til lørdag kylede en sten gennem glasset i døren.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Den 40-årige mand stod foran glasset i sin hoveddør på Guldsmedevænget, da der blev kastet en stor sten mod døren, stenen røg gennem dørglasset og ramte manden lige i hovedet og kl. 02.15 blev der slået alarm til 1-1-2.

Det forlød at en gruppe unge mennesker skulle stå bag stenkastet, men der var ingen mennesker at se da en patrulje fra Fyns Politi nåede frem til gerningsstedet hvor den sårede mand lå i entreen.

Han blev hurtigt bragt til behandling på Odense Universitets Hospital, og tilsynladende har nogen benyttet sig af mandens tilstand idet der samme aften blev begået et indbrud i huset og her stjålet en mobiltelefon og en computer.

Om indbruddet er et tilfælde, eller har forbindelse til overfaldet – det er en af de ting som Fyns Politi nu intenst undersøger.

Har du nogen oplysninger kan du ringe til politiet på 114.