Politibetjent anholdt stangvissen bilist i sin fritid

HVALSØ: Mandag aften kl. 20.25 greb en politibetjent ind i sin fritid, og anholdt en voldsomt beruset 51-årig mand fra Borup for spirituskørsel i en personbil. Manden var kommet kørende yderst usikkert ad Hovedgaden og ind på en tankstation hvor politimanden foretog en anholdelse af den spirituspåvirkede bilist.

(Foto: Politi.dk)

En patrulje kom frem til stedet, hvor man overtog den anholdte, der gennemførte en alkometertest med så højt et udslag, at politiet forventer, at alkoholkoncentrationen i den udtagne blodprøve vil være over 2,00 promille.

Derfor beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation, hvilket politiet ifølge reglerne i færdselsloven kan gøre, hvis promillen forventes at ville overstige den anførte værdi og endda i førstegangstilfælde.

Den 51-årige vil nu høre nærmere fra politiet og kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.