Ung mand kørte uden kørekort: Sigtet for at opgive falsk navn

EGÅ: Det er relativt nemt for en betjent at undersøge, om du har opgivet dit rigtige personnummer. Det er endnu lettere, hvis du i forvejen står i politiets systemer med et foto af dit ansigt – men den havde en 21-årig mand ikke lige tænkt nærmere over.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Det lærte en 21-årig mand i nat derfor på den hårde måde, da han blev standset af en patrulje i sin bil i krydset Grenåvej/Ravnsøvej i Egå. Den 21-årige fortalte, at han havde glemt sit kørekort og heller ikke havde anden id på sig.

I stedet opgav han sit navn og personnummer, men da betjentene via deres app slog oplysningerne op i politiets systemer, dukkede billedet af en helt anden mand op.

Han blev derfor bedt om lige at ryste posen og komme med sit rigtige navn, og anden gang svarede billede og navn til hinanden. Her viste det sig, at den 21-årige slet ikke havde ret til at køre bil.

Han blev med det samme sigtet for at køre uden førerret og for at opgive falsk navn til politiet.