23-årig mand stukket ned i Aarhus

Østjyllands Politi fik søndag eftermiddag kl. 15.27 en anmeldelse om, at en 23-årig mand var blevet stukket ned på Langelandsgade, og en gruppe på syv-otte mænd blev set forlade stedet i to biler i ukendt retning.

(Arkivfoto: Local Eyes)

Politiet fik et godt signalement af bilerne, der blev rundkastet til patruljerne. Godt et kvarter senere fandt en patrulje frem til den ene bil, hvori der sad en 24-årig mand, der blev anholdt og sigtet.

– Den 23-årige mand blev kørt til sygehuset, hvor det kunne konstateres, at han var blevet stukket flere gange med en knivlignende genstand i skulderen, men han var ikke alvorligt såret, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi har i løbet af eftermiddagen og aftenen efterforsket sagen, og efterforskningen pågår stadig søndag aften. Det er politiets opfattelse, at ofret kender gerningsmændene.

Det vurderes søndag aften/natten til mandag om den 24-årige anholdte mand skal fremstilles i grundlovsforhør mandag.

Østjyllands Politi kan ikke oplyse yderligere om sagen før mandag.