69-årig sigtet for betleri

(Foto: Allan Andersen)

NYKØBING: Mandag formiddag kl. 10.58 fik politiet en anmeldelse om, at en gademusikant havde slået sig ned i Jernbanegade i Nykøbing F.

(Foto: Allan Andersen)

En politipatrulje kørte til stedet, her fandt betjentene en 69-årig udenlandsk mand, som sad med sin harmonika og en kop til penge. Den 69-årige blev anholdt klokken 11.38 og sigtet for betleri.

Han blev taget med til politistationen i Nykøbing, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 14.32. Han er fortsat sigtet, og der er udfærdiget et anklageskrift som bliver forelagt retten.

Straffelovens § 197
Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil 6 måneder. Under formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Advarsel efter denne bestemmelse har gyldighed for 5 år.

Stk. 2. Kravet om advarsel gælder ikke, når forholdet er begået i gågade, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler.

Stk. 3.  Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået et af de steder, der er nævnt i stk. 2.