Fængselsstraffe til syv mænd med tilknytning til Loyal To Familia

Der blev mandag ved retten i Kolding afsagt dom i en sag mod syv personer med tilknytning til den forbdute gadebande ‘Loyal To Familia’. Alle syv bandefolk fik fængselsstraffe.

(Arkivfoto)

Sagen, der har været behandlet over syv retsdage, omhandlede i alt 35 forhold af forskellig karakter, herunder besiddelse af kokain og hash med henblik på videreoverdragelse, grov vold, røveriforsøg, trusler mod tjenestemand i funktion og indbrud.

Tre af de tiltalte har været varetægtsfængslet under sagen. De alle blev dømt for sammen at have været i besiddelse af ca. 300 gram kokain og 5 kg hash, der lå gravet ned i et skovområde i Fredericia.

De blev også hver især fundet skyldige i andre forhold og fik henholdsvis 2 år og 3 måneders fængsel, 2 år og 8 måneders fængsel og 3 års fængsel og blev varetægtsfængslet efter dom.

De modtog dommene.

De fire andre tiltalte har ikke været varetægtsfængslet under sagen. Den ene af dem, som blev dømt for databedrageri og besiddelse af mindre mængder stoffer, fik ingen tillægsstraf, fordi han siden forholdene blev begået, var blevet idømt 8 måneders fængsel for en række andre forhold, og han modtog dommen.

De øvrige tre tiltalte fik straffe på 4 måneders fængsel, 6 måneders fængsel og 1 år og 4 måneders fængsel. Sidstnævnte ankede dommen til frifindelse, mens de to andre udbad sig betænkningstid. De udmålte straffe var stort set i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.

For anklagemyndigheden mødte senioranklager Iben Degnbol.