To anmeldelser om “døve-indsamling”

Østjyllands Politi modtog i går to af hinanden uafhængige anmeldelser om to mænd, formentlig fra Østeuropa, der hævdede at samle ind til døve – et gammelt trick som der er advaret mod utallige gange.

Svindlerne udfylder et par felter, og så gælder det om at lokke folk til at give dem penge – som alle ender i svindlernes lommer…..(Foto: Nordsjællands Politi)

Den ene anmeldelse kom fra Søndergade i Grenaa, hvor de var set på parkeringspladsen ved Meny ved 13-tiden. Den anden anmeldelse kom fra Gammel Sellingvej i Hadsten, hvor de ved 17.30-tiden var set på parkeringspladsen ved Rema1000.

Her så anmelderen, at de var kørende i en mærkeblå tysk indregistreret bil af mærket VW Golf Station Car. I begge tilfælde skyndte mændene sig væk, da anmelderen tog kontakt til dem.

Politiet ved ikke, om der er tale om de samme mænd.

Politiet landet over har tidligere modtaget anmeldelser om lignende “indsamlinger”, og opfordrer borgerne til ikke at give dem penge.